Praktisk information

Forsikring:

Din hund skal være forsikret og gerne sygeforsikret, og opholdet hos os er for ejers egen regning og risiko.

 

Vaccination:

Din hund skal være vaccineret mod de lovpligtige vaccinationer og attesten skal medbringes hver gang!

 

Hunde skal vaccineres for at beskyttes bedst muligt, hvis de skulle udsættes for smitte med en af følgende virussygdomme: hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza, leptospirose eller rabies.

De er alle indeholdt i den almindelige Paraplyvaccine: NOBIVAC DHPPI Vet.

“Paraplyvaccinationen” beskytter mod hundesyge, parvovirus og hepatitis i 3 år men kun mod parainfluenza og leptospirose i 1 år.

 

Kennelhoste:

Vi kræver ikke vaccination mod kennelhoste NOBIVAC BBPI, men vi vil på det kraftigste anbefale vores kunder at tale med dyrlægen om vaccinen.

 

Der er altid en risiko for kennelhoste, når flere hunde er sammen. Kennelhoste er en meget smitsom og generende infektion, som smitter via hundens luftveje.

Denne vaccination gives derfor til hunde, som er særligt udsat for smitte fx. ved pensionsophold eller andre samlinger af hunde.

Sygdommen er ikke farlig, men kan i enkle tilfælde udvikle sig til egentlig halsbetændelse.

 

Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at hunden vaccineres både med virusdelen parainfluenza (PI) der er en del af den almindelige paraplyvaccine, men også mod bakteriedelen bortadella bronchiseptica (BB) via en næsevaccine, som gives af dyrlægen som dråbe/spray i næsen, og den beskytter allerede efter 72 timer effektivt mod bakteriedelen af kennelhoste og efter 3 uger mod virusdelen.

 

Det er altid en god ide at få hunden vaccineret i god tid inden den skal på ophold her hos os.

 

Du kan læse mere om kennelhoste her:

https://www.netdyredoktor.dk/hund/sygdomsleksikon/k/kennelhoste/

 

 

Dyrlæge/sygdom:

Feriehund hundepension hæfter ikke ved hundens evt. pludselige død.

Vi forbeholder os ret til, for ejers regning, at bringe hunden til dyrlæge, hvis hunden skulle vise sygdomstegn eller kommer til skade under opholdet.

Vi vil dog forsøge at kontakte ejer først og aftale nærmere.

 

Medicin:

Vi giver gerne din hund medicin. 

Medicinen skal være i original emballage og hundens navn, samt dosering skal fremgå tydeligt på pakken.

Det er dog altid en god ide at informerer os om medicinen inden opholdet.

 

Foder:

Din hund skal selv have mad med.

Dette har vi valgt, da nogle hunde ikke tåler foderskift, og kan få dårlig mave.

Skulle din hund alligevel få dårlig mave, mens den er på ophold hos os, vil vi altid tilbyde skånekost på husets regning.

Du er meget velkommen til at tage barf/frostfoder med til din hund. Vi råfodrer selv vores egne hunde, og har stor erfaring i dette, og vi har fryserplads til det.

 

Diarre:

Der kan være flere årsager til at en hund får diarre.

Hvis din hund får diarre hos os, vil den komme i behandling med det samme.

Det vil sige, at den bliver sat på faste den første dag, og den anden dag vil din hund blive fodret med diætfoder fra dyrlægen eller kogt ris og kylling i små portioner fordelt over hele dagen.

På tredje dagen skal maven være i orden igen. Hvis ikke dette er tilfældet, vil din hund blive kørt til dyrlægen for videre behandling.

Dyrlægeregningen vil blive sendt til dig som ejer af hunden.

Hvis du ved hjemkomst og efterfølgende får konstateret, at din hund er blevet syg, vil vi meget gerne have besked.

 

Lopper:

Vi oplever ikke lopper som et problem i pensionen da vores kunder løbende behandler deres hunde imod dette.

Men din hund skal naturligvis være fri for lopper ved ankomst. Dvs. din hund skal være i forebyggende behandling mod lopper/flåter inden ophold hos os.

 

Løbetid:

Vi modtager tæver i løbetid. Bare husk at give os besked inden ankomst.

 

Hvad må der medbringes:

Legetøj, seng, tæpper må meget gerne medbringes.

Og ellers har vi alt på lager, og der vil altid være redt op til din hund med en lille velkomsthilsen når I ankommer.

Medbragte ting er på eget ansvar, så husk at få det hele med hjem igen.

Vand/madskåle vil vi helst ikke have I medbringer,  da de løbende bliver rengjort, og vi derved kan komme til at forbytte det.

Hvis din hund er meget sart, så medbring det, og vi får en snak om det.

 

 

Vi samarbejder med Nr. Jernløse dyreklinik, og i akut tilfælde om aftenen  og weekender benytter vi Vestsjællands Dyrlægevagt.